Min Power
Som ung blev jeg den første kvindelige sejlmagermester i Skandinavien. Da jeg senere i livet blev top- og bestyrelsesleder skete det også på mandeterritorier. Men jeg nåede mine mål ved at turde, ville og kunne – og forholdt mig ikke meget til kønsbarrierer. For jeg er opdraget til at bedømme mennesker ud fra, hvordan de er og handler. Og det ligger dybt i mig at stole på, at andre gør det samme, til det modsatte er bevist. Ingen mænd modbevidste det i en grad, så det forhindrede mig i at opnå, hvad jeg ville. Muligvis af den grund blev kønsbarrieren aldrig en mental barriere for mig.
Mit råd til kvinder, der vil ind på mandsdominerede områder, er præget af mine egne erfaringer: Tro på dig selv, og giv andre god grund til også at gøre det. Lad dig aldrig begrænse af tanken om, at du måske vil møde forskelsbehandling, hvis du følger dine drømme. Bliv ikke din egen største barriere.
Men måske er der en forandring på vej. Jeg oplever nemlig, at de unge iværksættere, jeg arbejder med, har nysgerrigheden og ydmygheden til at søge erfaringen, hvor erfaringen er – uanset om det er en mand eller kvinde, der ligger inde med den. Og så viser de, at de tør, vil og kan en masse uden at tale om køn som en begrænsende faktor. Det gør mig optimistisk på alles vegne, fordi de er morgendagens ledere.

