Powernator

Powernator · Et portræt af Molly Marina

Karen Kofoed

“Du er modigere end du tror, stærkere end du ser ud til og klogere end du ved. -Peter Plys”
Alle mennesker ↗
Karen Kofoed, portræt af Molly Marina
Fotografi: Molly Marina

Min Power

Jeg er sprognørd. Derfor dykker jeg helt automatisk ned i lyden, betydningen og følelsen af ordet power i forbindelse med min deltagelse i denne udstilling. For mig vækker ordet umiddelbart lidt modvilje, måske fordi det er et af de mange udtryk, vi har importeret fra engelsk ud fra den betragtning, at det lyder bedre og er lidt smartere at sige. Men power er også et godt begreb at bruge, det giver en mulighed for både at kombinere og udvide de mange betydninger, som ordet har på dansk; kraft, styrke, magt, indflydelse, energi og mange flere.

Sprog – i bredeste betydning som ord, samtale, kommunikation, formidling, fortælling o.l. – betyder meget for mig, og har fyldt meget i mit liv. I mit arbejdsliv har jeg især arbejdet med formidling af komplekse emner til modtagere, der ikke har de samme forudsætninger og power, som den afsender, der kommunikerer til dem. I mit privatliv er jeg blevet udfordret af livsvilkår og begivenheder, der har tydeliggjort for mig, at sprog er afgørende for, hvordan og hvor godt vi kan leve vores liv med de forudsætninger, vi hver især er blevet givet.

For med sprog kan vi påvirke og ændre. Vi kan forklare eller forvirre, opmuntre eller nedgøre. Vi kan glæde eller såre. Vi kan anerkende, skabe fred og fællesskaber, eller vi kan afvise, skabe kriser og konflikter. Sprog skaber virkeligheden. Sprog er power. Og bruges bedst med omtanke, udsyn og kærlighed.