Powernator

Powernator · Et portræt af Molly Marina

Mette Thor Frandsen

“Det er vigtigt at være ærlig - Især over for sig selv”
Alle mennesker ↗
Mette Thor Frandsen, portræt af Molly Marina
Fotografi: Molly Marina

Min Power

Begrebet "Power kvinde" står for mig for at være tro mod sig selv og ærlig i forhold til egne ønsker, i respekt over for såvel andre som sig selv. At tage sig selv alvorligt og ikke være bange for at gå efter det, man ønsker.

Min "power" udspringer på mange måder også ud fra ærlighed. Dels lavpraktisk ud fra en erkendelse af, at jeg faktisk er notorisk dårlig til at lyve. Dels ud fra en opmærksomhed på, at det nemme valg ofte er at sætte andres krav og forventninger som eget pejlemærke, og at det derfor er ekstra vigtigt også at (turde) lytte til sig selv.

Jeg har gennem min opvækst fået indbygget en stor tro på mig selv i forhold til, at man kan det, man sætter sig for - om det er at løbe maratons, få det gode, spændende job, eller bevare vigtige relationer. Jeg har samtidig fundet, at omverdenen finder stor tryghed i ens egen tydelighed og ærlighed - og dette kan i høj grad være med til at åbne nye muligheder.

Titler, rangorden ol. har ikke nogen nævneværdig betydning for mig - Og om noget så har min mors lange kamp mod kræft, som hun til stor sorg tabte i 2023, lært mig, at det gælder om at kæmpe for det, som er vigtigt for én, og i det hele taget få det bedste ud af det sammen, i den tid vi har.