Min Power
Der bor en power i os alle. En power, som vi hver især kan fremelske og styrke. Selv når vi er mest udfordret, er den der, og den strømmer gennem os som en både blid og en intens energi. Jeg har erfaret - gennem livet, der er levet, og gennem over 30 års arbejde med mennesker og organisationer - at den indre power i den enkelte vokser og styrkes, når vi er en del af meningsfulde og støttende fællesskaber. Vi kan styrke os selv og hinanden ved at være bevidste om, hvad vi fokuserer på; ved bevidst at insistere på at leve fra den power i os selv og ved at insistere på at se og understøtte den i andre. Det er det, vi kan sammen - skabe et stærkt dig, mig og os - og dermed en bedre verden. Så mit mest powerfulde budskab er: Hvis ikke du lige mærker og forstår, hvad jeg mener, så vær nysgerrig og undersøg. Hvis du genkender og længes, så bliv en del af et meningsfuldt fællesskab, der sætter fokus på energien i os alle - både i og udenfor fællesskabet. Er du forbundet til den energi - til din power - så brug den endnu mere bevidst og aktivt og gerne i et fællesskab, der tænker på det, der er større. Om det er klima, naturen, bedre levevilkår for alle, åndelighed eller hvad dit hjerte kalder på at gøre én forskel for. Du, jeg og verdenen har brug for det.

