Min Power
Privilegieblindhed? Jeg er ekstremt privilegeret og har været det hele mit liv. Jeg har haft let ved skolearbejdet og nye relationer, jeg nyder at dyrke motion og holde mig sund. Og jeg er født med en lille sølvske i munden, så jeg kunne blive iværksætter med sikkerhedsnet. På et tidspunkt blev nettet for småt, fordi jeg var kravlet højt op og havde satset alt. Men der er i dag en del arbejdspladser, som kun findes, fordi jeg tog risikoen. Jeg er dybt taknemmelig over de muligheder, som sølvskeen og mine andre privilegier gav. Jeg har næsten altid brugt mit overskud til at gøre noget for andre. Og så har der ikke altid været overskud til mig selv eller mine nærmeste. Det har kostet. Jeg forstår 100 procent, at folk, der ikke er født med tilsvarende privilegier, føler en uretfærdighed. Jeg kan tænke det samme, når jeg ser rigmandsbørn i alle aldre, som er utilfredse med whatever. Så tænker jeg “hold nu kæft og vær taknemmelig, for det du har og er blevet givet”. Skal vi tage privilegierne fra folk? Man kan udligne penge, men masser af privilegier er umulige at fjerne. Mental sundhed og intelligens, fysik, forældrenes evne og mulighed for at give en solid ballast. Privilegier giver et menneske styrke, power. Mange opnår privilegier ved at arbejde hårdt. Den power, som ligner ulighed – den bruger de fleste til at gøre noget godt, til at skabe forandring. De få utilfredse og utaknemmelige privilegerede, dem der misbruger deres magt – dem kan vi ryste på hovedet af, og så prøve at bruge vores egen power på noget bedre. Uden privilegerede fyrtårne, så dør alting. Så får vi ikke løst klimakrisen, vi får ikke power til at modstå ondskab og stoppe krige. Bare stil krav til de privilegerede. De kan holde til det!

