Min Power
Power er for mig at have styrke kombineret med en god "pyt-knap". Sidstnævnte har jeg lært af min seje svigermor. Hun kombinerede fuldtidsarbejde inden for et mandefag med at være en god mor og hustru i en tid, hvor det ikke var normalen. Nu skal man naturligvis ikke sige pyt til det hele, men evnen til ikke at tage mindre benspænd alt for tungt og evnen til at glæde sig over alt det, som lykkes, er uvurderlig. Jeg er mor til fire børn, nærmer mig sølvbrylluppet med min mand og har arbejdet som chef de sidste 15 år. Det har været vigtigt for mig at skabe et godt fundament for mine børn og mit ægteskab. Jeg bidrager med energi på jobbet og har troen på, at vi sammen kan lykkes. Indimellem skal min svigermors "pyt-knap" tages i brug, så de små udfordringer ikke tager magten. Det er en kæmpe styrke at kunne grine, kunne glædes og have troen på, at det kan lykkes.

