Min Power
Power Kvinde! Hvad vil det egentlig sige at være en Power Kvinde? For mig er det udtryk indbegrebet af energi og styrke. Jeg er kvinde, jeg er stærk, og jeg har en vilje til at kunne, hvad jeg vil. Den følelse blev for alvor vakt i mig, da jeg for en del år tilbage pludselig stod alene med to små børn. Jeg tænkte dengang, at jeg skal klare det her! Selvom jeg er alene, så skal det ikke begrænse hverken mig eller mine børn i at få et godt liv. Så det blev min leveregel. Jeg havde gode jobs som økonomi- og regnskabschef i en række spændende virksomheder, mine børn fik de samme muligheder som andre børn, jeg passede mit arbejde og plejede min karriere, og hverdagen med indkøb, lektielæsning, tøjvask osv. Og da mine børn voksede op og kom godt i vej, fik uddannelser, kærester, skabte deres egne liv – ja, så var det for mig også med en følelse af, at yes, jeg klarede det! Jeg klarede at opfostre mine børn alene og samtidig have en karriere – og når man kan det, så er man en Power Kvinde!
Kvinder har så mange ressourcer, de kan så meget på så mange planer, og det skal vi tale op. Fx skal vi have mange flere kvinder ind i de mandsdominerede bestyrelser, og det er jeg sikker på, vi får, når vi, som vi gør i blandt andet det her projekt, sætter kvinders enorme styrker på agendaen.
For nylig blev jeg selvstændig indenfor økonomi. I begyndelsen var jeg lidt bekymret, for kunne jeg nu klare det osv. Tanker, som mindede om dem, jeg havde, da jeg blev enlig mor. Men jeg kan, hvad jeg vil, så selvfølgelig klarer jeg den – også fordi jeg rummer så meget mere: Jeg er omsorgsfuld, empatisk, er kærlig og ærlig og stopper op, hvis jeg er i tvivl og bruger min evne til altid at se en problematik fra flere sider. Så ja, jeg har styrken, men jeg rummer også den anden side – alt sammen egenskaber, der også hører med til dét at være en Power Kvinde.

